Det Japanske Køkken

Foodfare Blog 0 Comments

Mad på japansk hedder mad “gohan”

Mad på japansk hedder mad “gohan”, og det er samtidig ordet for ris. I Danmark er eksempelvis rugbrød et af vores vigtigste næringsmidler, og på samme måde betragtes ris i Japan som et af deres vigtigste næringsmidler.

Japanerne har altid levet i tæt relation med  naturen, og det afspejles i maden.

Det vigtigste spiseredskab i Japan er pind

Det vigtigste spiseredskab i Japan er pinde, og det betragtes som respektfuldt at spise op (respekt er en meget vigtig norm i Japan), og specielt er det vigtigt, at man ikke levner ris.
Man lægger pindene fra sig på den lille holder foran tallerkenen, og man kan eventuelt lægge dem over skålen med ris eller suppe. Det er vigtigt, at man aldrig stiller dem lodret i risene, fordi det er en del af det japanske begravelsesritual at servere ris med opretstående pinde til den afdøde. Det er det meget vigtigt at undgå dette ved spisebordet, idet det vil blive betragtet som respektløst.

Når mange danskere tænker på Japansk mad….

Når mange danskere tænker på Japansk mad, så er det første som popper op Sushi, der er risboller garneret med den stærke, grønne japanske peberrod og forsynet med en skive rå fisk oven på. Men sushi kan også bare være ris iblandet tang og grøntsager, idet det faktisk er  risen, der er det centrale i sushi. Mange danskere har det svært med den rå fisk, og ikke mindst tanken om den, skal nogle måske vænne sig til, men de fleste bliver hurtigt glade for Sushi, som er en virkelig delikat ret, såfremt den er tilberedt på den rigtige måde. Når man spiser sushi kan man for eksempel vælge maguro (tun), toro (fed tun), tamago (æg), ebi (reje), ika (blæksprutte) eller sake (laks).

Japansk mad er dog ikke kun Sushi…

Japansk mad er dog ikke kun Sushi, og i Japan er maden ikke centraliseret omkring kødet som i Danmark, hvor man eksempelvis ofte spiser frikadeller (med kartofler og sovs) eller hakkebøf (med kartofler og sovs). I stedet spiser man det hele samtidig. Man kan altså drikke et sip af sin miso-suppe (serveres næsten altid til maden), tage en slurk af sin sake (risvin, der holder cirka 20 procent alkohol, og som serveres brændende varm eller iskold med isterninger i afhængig af typen), og så spise lidt ris, inden man smager sin japanske ret. Rækkefølgen skal man tage helt afslappet og man kan jo altid kigge på sidemanden, hvis han ellers er japaner.

I Japan er serviceniveauet på restauranter næsten ”verdensrekord”

I Japan er serviceniveauet på restauranter næsten ”verdensrekord” højde og meget højere end nogen steder i Vesten. Så man skal ikke blive overrasket, hvis man pludselig opdager, at servitricen ligger på knæ nede på gulvet og tager imod bestilling, eller hvis man pludselig får sin egen kok stillet til rådighed under hele middagen. Når man spiser steaks i Japan står kokken ofte inde i midten af en stor firkantet stegeplade, som gæsterne sidder rundt om. Og når man spiser “shabu shabu” eller den berømte “sukiyaki” (det skal udtales kvikt, skjaki!), så er det ofte en dame i kimono, der står og laver maden ved bordet. Både shabu shabu og sukiyaki er baseret på oksekød, der i Japan er noget helt andet end i Europa. Hvis det er muligt, kan det betale sig at smage for eksempel Kobegyu Kobe-kød, som kommer fra køer, der er blevet tiltalt ved kælenavn, har levet af bajersk øl, har hørt musik og har fået massage dagligt. Det smager derefter, ”så englene” begynder at synge med, når man spiser kødet.

Desserter

Desserter er ikke et særlig centralt madelement i Japan, hvor de fleste desserter ikke er særlig søde. Til gengæld er de japanske kager endog meget søde og har man et meget sød tand, så er de er faktisk værd at prøve.
“Wagashi” er japanske kager, der laves af rismel og sødet bønnemos. Traditionelt spises de ledsaget af grøn te. I stormagasiner og specialbutikker kan man se, hvordan kagerne skifter udseende i løbet af året, så de altid er inspireret af årstiden. Denne tendens til fokusere på udseendet er meget udtalt i det japanske køkken. Japansk mad skal først og fremmest være smukt og indbydende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *