Banyuls Rimage 2014, Domaine La Tour Vielle

Foodfare Blog Leave a Comment

November er kommet og gået, og vi har glædet os til at få den her på hylderne i Gerbola. Månedens saft er simpelthen ekstremt velegnet til en lang encyklopædisk smøre. Banyuls er f.eks. Frankrigs sydligste appellation, og dækker over den dybeste og mørkeste røde Vin Doux Natural. Dejlig superlativt. Det hele foregår på stejle skiferskråninger mellem Collioure, Cerbère og den spanske grænse. Druerne plukkes (over)modne, og ved 5-6% alkohol standses gæringen ved at forstærke med eau-de-vie. De ”største” banyuller kan ligge 10-40 år, og laves efter det ret brutale Rancio-princip: Vinen lagres på egefade efter lokal skik, som oftest vil sige at lade dem stå og bage i direkte sollys i to år eller flere. 2001 var et særligt år, og finder man sådan en, kan man forvente sig blommer, krydset tørret frugt, kaffe, karamel, nødder, rosiner. Et eller andet sted mellem årgangsportvin og tawny. Herhjemme, har Frederiksdal taget teknikken til sig, og deres voldsomste kirsebærdrik hedder også Rancio.
Vi er naturligvis gået en helt anden vej, og har valgt letsomt over voldsomt. Vi drak Rimage fra Domaine La Tour Vielle på en terrasse i Collioure i september, få meter fra marken og med udsigt over Middelhavet. Efter en tragisk oplevelse med Lapponia blåbærlikør i kølvandet på en kanotur til Sverige, blev vi glade da den klarede en novemberaften i Odense, og bestilte til kvægflokken med det samme. Og hvad er den så for noget? Druerne er Grenache Noir og Carignan, omtrent 80/20, og den tilsatte sprit får det hele til at lande på 15,5%. Derefter følger intens macerering, inden vinen lagres i kort tid på helt fyldte fade for at modvirke den oxidation, som ellers er kerneydelsen indenfor banyuls. Vinen bliver som regel flasket indenfor 10 måneder efter plukningen. La Tour Vielle regerer over 12 hektar, som ikke giver mere end 30 hektoliter pr stk. Vincent Cantié og Christine Campadieu, som har drevet stedet siden 1982, laver 6000 flasker af den her om året, kører efter principper om naturlighed, men er ikke certificeret noget-som-helst. Der findes en meget langsom dokumentar om dem, som NRK nok gerne ville have lavet.
Rimage betyder egentlig årgang på catalansk, men Vincent og Christine synes også betegnelsen dækker over vinens friskhed. Det lyder ikke sådan, når man siger brombær, kirsebær, hindbær, krydderier og frisk kakao i en hedvin, men den manglende oxidation gør sgu forskellen. Ret elegant, synes vi i hvert fald.
Vinen kan drikkes ved 15-18 grader, eller koldere, og klarer et par uger i køleskabet, hvis der er behov. I Roussillon er det en elsket fyraftensting eller aperitif, så tag derned og gør det! Vincent og Christine synes selv det først og fremmest er en dessertvin, og anbefaler den som partner til gede- eller fåreost, eller desserter med røde bær. Vi tror at den kan mildne det koma, som risalamande altid medfører.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.