Ferievin

Ferievin

Foodfare Blog Leave a Comment

Afledt af et tidligere indlæg om afgifter på vin i Danmark, kom jeg til at tænke på, hvad man drikker i udlandet – oftest i forbindelse med ferie.

Vin, fra gårde man har besøgt, smager generelt bedre

Selv prøver jeg altid at drikke så lokalt som muligt. Vin, fra gårde man har besøgt, smager generelt bedre, og den lokale mad og vin er som oftest tilpasset hinanden. Og for nu at relatere det til førnævnte afgiftsindlæg, så har vi jo afgift i Danmark, hvor man ikke kan få en flaske til under 10,- bare for afgifterne alene. På den anden side, så har jeg prøvet at side under sydeuropæiske himmelstrøg og drukket vin til €1 pr karaffel. Ikke at man ser hverken etiket eller flaske, men glasset er nogenlunde rent og smagsoplevelsen kan være helt ok, mens man læner sig tilbage og fordøjer dagens indtryk. Til €1 er der næppe meget, der havner i statskassen – og sikkert ikke engang moms.

Baskerlandet

Jeg husker specielt en ferie i Baskerlandet, hvor den stod på klatring, vandring, 35 grader og en hel masse ’Menu del dia’, hvor man for €10 blev trakteret med 3 retter mad og en halv flaske vin. Jeg erindrer ikke at have set en eneste etiket på hele ferien, men det smagte da ganske udmærket.

Tyskland

Vores nabo mod syd laver jo en stribe ganske fortrinlige vine, der smager fremragende, men de har også nydelige butikker lige syd for grænsen, hvor man hurtigt kan få fyldt vinkælderen for få penge. Sammenlignet med danske priser, så er der relativt mest at spare på de billige flasker. Når man så ved, hvor god riesling og spätburgunder der laves, er det næsten en større skam at se, hvad danskerne fylder bagagerummet med på de kanter.

Singapore

Min seneste ferie gik til Singapore og Malaysia. Det nærmeste man kommer lokalproduceret vin på de kanter, er noget kaldet tuak, der er lavet på glutinøst ris, sukker og gær. Uheldigvis dukke det ikke lige op foran mig. Det gjorde  den toldfri butik i Singapores lufthavn derimod. Meget fornuftigt havde de placeret den lige ved siden af bagagebåndet, så mens jeg ventede på bagagens ankomst, var det da oplagt at se på udvalget. Inden afgang havde jeg set på priserne i Københavns Lufthavn, uden at være blevet imponeret. Så så det straks mere interessant ud på den anden side af kloden.

Singapores afgiftsstruktur er generelt sådan, at momsen er lav, mens afgiften på alkohol er høj. Herved favoriseres de dyrere flasker, og da jeg alligevel altid opfatter andre landes valutaer som billige, faldt valget på en Dom Perignon 2004 og Krug Grande Cuvee. To flasker jeg endnu ikke havde smagt.

I 30 graders lummerhede er champagne sikkert et ganske dejligt kølende element, og således kom flaskerne frem på altanen:

Dom Perignon

Vi lagde ud med Dom Perignon, der gav igen med en den næsten klassiske champagneduft og smag af rugbrød og gær samt mandler. Derefter gled den over i grønne æbler, citrusfrugter og pære, inden den sluttede af med nogle dybe burgundiske skovbundsnoter. Et imponerende glas der viste, hvad den gode blanding af chardonnay og pinot noir kan gøre.

Krug

Dernæst stod Krug for skud. Her var smagen mere frisk og stram i det med noter af kalk, brioche og citrusfrugter. I forhold til Dom Perignon faldt den på min smagspalette igennem – eller også skulle vi have smagt dem i omvendt rækkefølge.

Harmand-Geoffrey

Et par dage efter var jeg på shopping med min bedre halvdel og i bunden af veltemperet mall så jeg en flaske Harmand-Geoffrey Mazis-Chambertin 2006. En producent jeg med stor begejstring har smagt tidligere. Efter et par timer på køl blev den åbnet og virkede lidt ude af balance. Lidt for meget eddike der skyldede ind over nogle gode bærnoter lagt ovenpå en bund af svampe og med en lang eftersmag. Lidt skuffet lod jeg glasset stå og hjalp til med madlavningen. Med en burger i hånden blev der smagt igen. Væk var eddiken, og nu var der kun en lyserød sky af bærene og en dyb mørk skov i eftersmagen. Fremragende vin der viser, hvad både nogle års lagring og lidt ilt kan gøre.

Rosé

Afhængig af det sted du er, og den afgiftspolitik der hersker, kan der være gode argumenter for at købe enten dyrere eller billigere end normalt. Hvis du har nogle gode tips til vine fra de steder du har været, så kommentér gerne nedenfor.

Et lille hængeparti for mig er rosévine. Uagtet alle de sydvendte terrasser jeg har siddet på en tør eftemiddag, er det endnu ikke lykkedes mig at finde rigtig velbehag ved rosé. Jeg er nok lidt sort/hvid (eller rød/hvid) på det punkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.