Glæden ved en vinkælder

Glæden ved en vinkælder

Foodfare Blog Leave a Comment

En god vinkælder

Når man hugger brænde, får man varmen to gange. Næsten det samme kan siges om en god vinkælder. Først får man glæden ved at lægge en god flaske ned, til den rigtige dag kommer. Og dernæst får man glæden, når man finder selvsamme flaske frem igen til den rigtige ret og kan glæde sig selv og sine gæster med en vellagret flaske, man ikke lige kan finde i det nærmeste supermarked.

Matche maden til vinen

En god vinkælder kan også give en anden god udfordring, der kan pirre intellektet: Man finder en vin og skal så matche en ret til.

Første gang var i selskab med gode venner, hvor jeg havde nogle bourgogner fra Lecheneaut i årgang 2002 liggende. Jeg havde ærlig talt ikke smagt dem selv, men har smagt andre 2002’ere fra området der smager fortrinligt nu. Rød bourgogne er heldigvis nem at matche og den stod på helstegte poussiner, bagte rodfrugter, stuvede svampe og lidt frisk salat. Vinen havde netop den rette muskuløsitet og syre til at matche fedtet og netop det jordede, som passede til svampene, der gjorde at kombinationen var lige i skabet.

Ubestemmelig i smagen

En anden gang var da min kæreste og jeg holdt fælles fødselsdag for nogle uger siden og min inspiration kom fra Christian Tschidas Laissez Faire 2011, der – som navnet antyder – er en meget naturlig vin. Vild og grumset i udseendet, skarp og mineralsk i næsen og helt ubestemmelig i smagen. Den stikker i alle retninger med urter, røg, sol, jord og mineraler. Den skal tæmmes af noget mad, der kan matche dens mange nuancer for virkelig at folde sig ud. Det røgede kom med varmrøget laks (ikke den triste fra supermarkedet, gå til en rigtige fiskemand), det urtede blev dæmmet op af mayonaisse, der var rørt med krydderurter til at matche den del, og en frisk grøn salat tog sig af det mineralske. Tilbage var kun en frisk kølig solstråle, der fik lov til at lande på min tunge.

Forvent fejl

Derudover får jeg også megen morskab ud af alle de fejlflasker, jeg har købt gennem tiden. Fra dengang jeg troede, at det skulle være mig og shiraz til vores dages ende – eller et lignende ulykkeligt forhold. Med det rigtige match og god lagring viser de fleste vine sig dog at være ganske godt selskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.