Muscadet

Foodfare Blog Leave a Comment

Muscadet?

Det er måske ikke lige en vin, du kender – men så gør dine forældre garanteret. Muscadet var i firserne det sikre valg, når man skulle have en vin til skaldyr på restaurant, uden at den væltede husholdningsbudgettet.

Men så kom først de billige vine fra Italien – Frascati, Orvieto etc. etc. – og så de oversøiske vine fra Australien, Sydafrika, Chili, og danskernes vinsmag var for altid ændret.

Og Muscadet gled ud i glemslen.

Det er der imidlertid tegn i sol og måne på er ved at ændre sig. Muscadet synes så småt at være ved at blive trendy. Når sommeliere rundt omkring i verden bliver spurgt om, hvor man finder ”value for money” i vinverden p.t., lyder svaret oftere og oftere: Muscadet.

Men hvad er det for en størrelse, Muscadet?

Først det geografiske.

Muscadet kommer fra området omkring Nantes, hvor Loirefloden løber ud i Atlanterhavet. Det er et fladt landskab, hvor en række bifloder (hvoraf Sèvre og Maine er de to mest kendte) løber ud i Loire.

Jordbunden er præget af granit i forskellige former for forvitringsgrad: Gnejs, ortognejs, amfibolit, serpentinit, gabbro etc.

Udover generisk Muscadet er der tre hovedappellationer: Muscadet Sèvre et Maine (som regnes for den vigtigste), Muscadet Côtes de Grand Lieu og Muscadet Coteaux de la Loire.

Veronique og Aurore Gunther foran deres marker på Château Coing St-Fiacre

Muscadet er navnet på vinen, mens druesorten officielt hedder ”Melon de Bourgogne”. Det er en druesort uden den helt store druekarakter – og det er netop det, der gør den interessant. For manglen på druekarakter gør, at det, vinen formidler, først og fremmest er terroir. Vinen smager simpelthen af sin mineralske jordbund.

”Bourgogne” i navnet henviser i øvrigt til, at druesorten har sin oprindelse i Bourgogne (og faktisk er beslægtet med Chardonnay). Og i takt med, at Muscadet lagrer, nærmer den sig da også stilmæssigt mere og mere sit gamle hjemsted og får nuancer, der kan minde om hvid bourgogne.

Og Muscadet er stadig det sikre valg til skaldyr. Altid pålidelig – men sjældent flashy. Det er vinverdens gentleman, der ikke gør opmærksom på sig selv; som stiller sig i baggrunden og lader maden tale. Lidt på samme måde som Bordeaux, før der gik Parker i den, og alkoholprocenterne gled op omkring de 13,5.

Slår man op i de gængse opslagsværker, står der typisk tre ting om Muscadet. Ud over, at den er god til skaldyr, nævnes det, at den skal drikkes ung (som er noget vrøvl), og at den normalt er lavet sur lie.

Sur lie har ikke – som vittige hoveder vil det – noget at gøre med, at vinen er syrlig (Muscadet har en moderat høj syre – men ikke noget, der kommer i nærheden af f.eks. tysk riesling). Det henviser til, at vinen har ligget med bundfaldet eller bærmen i en periode (fra ca. 6 til 12 måneder). Det giver vinen noget mere substans og kompleksitet – men kan også give vinen nogle urene, pruttede aromaer, hvis man ikke passer på. I disse naturvinstider er det dog ikke noget, der burde skræmme.

Muscadets underappellationer

Sur lie er en relativ normal måde at lave vin på – men Muscadet er altså i særligt grad blevet kendt på det. I øvrigt ser man en stadig stigende tendens til, at Muscadet ligger længere end de maximalt tilladte 12 måneder sur lie – hvilket paradoksalt nok betyder, at de ikke har lov til at skrive sur lie på etiketten.

Dette er en af de vigtige udviklinger i Muscadet. En anden er forsøget på at skabe en slags ”Village”-appellationer, som man kender det fra f.eks. Bourgogne, kaldet Cru Communaux. En række områder har fået lov til at få deres egen underappellation. For at vinen skal have lov til at bære navnet på denne appellation skal den – ud over at komme fra det demarkerede område – opfylde strengere krav til lagring (minimum 18 måneder eller mere sur lie – afhængig af appellationen), høstudbytte etc.

Inddelingen i underappellationer er et work in progress – indtil videre er følgende underområder blevet anerkendt eller er i færd med at blive anerkendt: Gorges, Pallet, Clisson, Monieres Saint Fiacre, Château Thébaud, Goulaine, Mouzillon-Tillieres, La Haye Fouassière og Vallet.

Med disse Cru Communaux er en ny type Muscadet opstået: Typisk med mere substans, end man er vant til – og med den ekstra kompleksitet, som den længere lagring sur lie giver. Samtidig er de forskellige cru communaux kendetegnet ved forskellige jordbundstyper, hvilket gør terroir-præget i vinene endnu mere tydeligt.

Det har fået mange til at tale om en revolution i Muscadet – men det er værd at huske på, at fremsynede vinbønder allerede for mange år siden begyndte at tænke i disse baner og fokusere på kvalitet.

Muscadet kan gemmes

Som nævnt står der i mangt et opslagsværk, at Muscadet skal drikkes ungt. Og det kan man sagtens – og bør man, når der er tale om basisvinene (men de kan altså stadig sagtens lagre 3-5 år). De mere ambitiøse Muscadet’er lagrer imidlertid fortrinligt. Og mindst lige så godt som hvid bourgogne. Undertegnede smagte f.eks. i 2013 en Muscadet fra 1982, der var i fin form. Det fleste mere ambitiøse Muscadet’er når deres højdepunkt omkring 7-8 års alderen – og kan holde til de er 10-15 år.

Dette skal så sammenholdes med priserne, der stadig er yderst rimelige. Undertegnede vil påstå, at det er svært at finde nogen vine i verden, der byder på samme kombination af lagringsværdighed, kompleksitet og terroirkvaliteter, til tilsvarende priser.

Og – det kan ikke gentages for tit – Muscadet er en fremragende madvin – ikke blot til skaldyr, men også til ikke for kraftige fiskeretter (i øvrigt laves den klassiske beurre blanc med Muscadet og blev opfundet på en lokal restaurant i området).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.