SORT MÆLK PÅ GRØNNE FLASKER

Foodfare Blog Leave a Comment

“Nyd det gode – for så glemmer du det mindre gode”.

Sådan kunne et alternativt slogan lyde for Arla.

Hvert budskab fra den multinationale mejeri-koncern er enten godt, grønt eller sundt.

I efteråret 2015 lancerede Arla et nyt mærke, som støtte til Arlas knap 13.000 andelshavere (læs: landmænd) i Europa. “Omtanke hele vejen – fra gård til dig”, er ordlyden på det nye mærke. Meget behændigt står der skrevet fra gård, og ikke  gården i forbindelse med mærkningsordningen. For det er netop på de enkelte gårde at mælkens historie har en sort side.

Arla bryster sig gerne af at være verdens største økologiske mejeri i Danmark, men i samme vending undlades det at nævne at de samtidig er Danmarks største, konventionelle mejeriproducent – og at økologi kun udgør omkring 10% af deres samlede mælkeproduktion. Og selvom Arla vil fordoble den økologiske produktion frem mod 2020, er det stadig et stykke vej til den danske gennemsnit, hvor ca. 25% af køer kommer på græs.

Det er til trods for at Arla selv anbefaler i deres kvalitetsprogram pkt. 214 at køerne kommer på græs. Dog ikke med udgangspunkt i dyrevelfærd, økologi eller naturlig adfærd, men på grund af imagepleje. Som Arla selv skriver: “Dyr på græs er meget synligt for omverdenen og forbrugeren og har dermed indflydelse på landmandens og Arla Foods image”.

Og så sent som dags dato, 26/1 i foodculture.dk, er det dokumenteret at heller ikke fremtidens landmænd opfatter dyrevelfærd som frihed og naturlig adfærd – men gør dyrevelfærd op i ydelse, effektivitet og praktiske årsager.

Fremfor naturligt foder i form af græs, urter og kløver på enge, skal der tværtimod proteinfoder til – også den importerede GMO-slags fra fjerne egne i verden. Men en ko er drøvtygger, den er ikke genetisk disponeret til at leve af korn og soja. Og en mælkeproduktion, der beror på importeret proteinfoder, kan vel næppe kaldes bæredygtig – ej hverken selvforsynende eller uafhængig.

De konventionelle malkekøer lever hele livet indendørs i en stald med tilhørende automatiserede mælkemaskiner. Det eneste tidspunkt at malkekøer står i fri luft er de første levemåneder, for de har de – ironisk nok – erfaringsmæssigt godt af frisk luft.
I en effektiv mælkeproduktion er det – eller er det snarere blevet – essentielt at kvier kontinuerligt er drægtige og føder nye kalve for at opretholde en højest mulig reproduktion og mælkeydelse. Hertil hører et yderst fintunet avlsprogram. Et struktureret program hvor knap 9 ud af 10 malkekøer bliver kunstigt insemineret, til tider ved hjælp af ægtransplationer og hvor den samme tyr er blevet tvangstappet for sæd og ofte kan være fader til mere end 100.000 kalve rundt i Danmark på én gang. Alt i alt et “moderne” avlsarbejde, der har fokus konkurrencedygtighed og optimering af mælkeydelse og kødkvalitet.
Væksthormoner anvendes ikke til dyr i Danmark, men er ikke ensbetydende med at der ikke anvendes andre former for hormoner i den animalske produktion. I nogle tilfælde hører man om at der eksperimenteres med hvor tidligt kviers fødsler kan sættes i gang via hormonelle injektioner for på den måde at opnå et øget antal drægtighedsperioder og nyfødte kviekalve – til fordel for en øget mælkeproduktion. Og hormoner kommer (også) i brug i form af “brunstinduktion” – et andet ord for hormonel indsprøjtning for kunstigt at sætte malkekoen i brunst og herigennem øge sandsynligheden for at inseminering fører til endnu en drægtighedsperidode.

Det er dog ikke alle kalve, der kan se frem til særlige lang levetid, for hvis det er en tyrekalv er der overvejende sandsynlighed for at den er én blandt de ca. 30.000 aflivede tyrekalve årligt i Danmark. Det er profittens vilkår.
De overlevende, de kommende malkekvier, fravænnes kort efter fødslen – oftest inden for 24 timer – for at mælkebonden, mejeriet og forbrugeren kan få gavn af “det hvide guld”. Der er ikke penge i at kalven skal die ved sin moderko.

Og slutteligt når køerne er udslidte 10-20 år før “almindelig” levetid eller ikke længere opretholder en tilfredsstillende mælkeproduktion får dyret nyt i liv i køledisken under navnet “hakket oksekød”.

I Arlas seneste CSR Rapport, s. 44, står at “vi ønsker at sikre, at køer og ungkvæg opdrættes korrekt og plejes, passes og fodres i overensstemmelse med deres individuelle behov” – hvilket mest af alt lyder som en fordrejning af sandheden.
Så når Arla produkter forsøges solgt med fokus på dyrevelfærd, virker det nærmest som en desperat fortælling, frem for den reelle ‘pris’ for en profitstyret mejerivirksomhed på et presset mælkemarked. For godt nok får Arlas 3.000 danske andelshavere del af overskuddet i den samlede forretning – men de skal også selv betale for underskuddet.

Men en sort historie kan altid pakkes i en grøn indpakning.

kfpzjvbacnfbknumzdw9

I efteråret lancerede Arla en ny “grøn” mælkekarton i den klassiske øko-genbrugskarton-farve.
Med egne ord den første grønne mælkekarton, “den mest bæredygtige på markedet”, hvilket er en påstand med modifikationer. I ordets forstand er det korrekt, men faktum er at Gram Slot tilbage i 2008 lancerede en letvægts-, miljøvenlig emballage til mælk, baseret på kridt og plast frem for karton.

Arla kalder den nye mælkekarton for “grøn”, da den er baseret på fornybar plast og der er reduceret 20% Co2 i fremstillingen.
En tænkt sammenligning kunne være: Hvis du efter en længere årrække (notér at mælkekartoner blev indført i 60’erne) vil skifte din bil ud til én der kører 20% længere på literen vil det ikke umiddelbart betragtes som en “grøn bil” – snarere som en forventelig og naturlig udvikling på markedet.

bil-boern-wallsticker-groen-p
Det kan kaldes et “baby skridt” i en mere grøn retning, men at kalde sig grøn – i såvel medier som i eget regi – kan på den baggrund hævdes at være noget ophøjende.
Og til trods for at Arlas vision er at have en 100% genanvendelig i 2020, vil mælkekartonen aldrig blive helt “grøn” før den dag, hvor kartonen kildesorteres og i sidste led formår at kunne genanvendes eller være biologisk nedbrydelig.

Desuden er det kun Arlas økologiske Harmonie mælk, der har taget denne nye karton i brug. Faktum er at denne mælkevariant kun udgør et ukendt, men dog et beskedent antal, i forhold til det samlede antal produkter og emballagetyper på egne varemærker samt private labels på tværs af detailhandlen, både i ind- og udland. Og selvom Arlas navn ikke altid står på forsiden af alle mælkekartoner er det i sidste ende dem der bære såvel det miljømæssige samt moralske ansvar for emballagen.

Og hvis Arla benævner den nye, grønne mælkekarton for miljørigtig, må alle de andre af virksomhedens emballagetyper i princippet være miljøforkerte?!

Selvom at Arla har konkrete initiativer for en mere social og miljømæssig bæredygtig produktion, både i ind-og udland, er det usagt hvad Arlas agenda for lobbyvirksomhed er i magtens korridorer – men det er nok næppe at reducere den animalske fødevareproduktion og mælkekvoter, hvilket alt andet lige ville være en indiskutabel grøn retning at bevæge sig i.

Og til trods for at mejeriprodukter “pakkes ind” i gode, grønne og sunde budskaber, ændrer det ikke på at indholdet har en mere sort side andetsteds i værdikæden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *